Aakeson & Hole: Klovnen der bare ikke var særlig sjov (2020)
Anmeldelse: XXXXXX
Alle voksne ved godt, at klovnen gemmer på mere, end det røde smil og den store næse gemmer. Klovnen er mennesket, der ved, at livet er en scene, og hver dag er en kamp for at få publikums blikke og applaus. Måske klovnen, sammen med jokeren fra kortspillet, er ved at blive en triviel figur. Det mystiske, det dragende, det uafklarede er måske blevet moderniseret. Det vil sige vendt og drejet, behandlet og reflekteret, og endelig placeret. Måske.
Kim Fupz Aakeson pg Stian Holes “Klovnen der bare ikke var særlig sjov” er en grafisk flot og fortællemæssig eftertænksom udgivelse. Det er en åben invitation til højtlæsning og hygge. Men den er også noget mere.
Det var næsten som om tonerne af Stephen Sondheims ”Send in The Clowns” (1973) flød ud af siderne det øjeblik, bogen blev åbnet. Det er sikkert ikke alle her til lands, der kender Sondheims signaturstykke om den sorgmodige og alt andet end naive cirkusfigur, der melodisk kalder på os alle: Kan I ikke se det?
Der er masser af små deltaljer, der peger på, at Kim Fupz Aakson kender til Sondheims melodiske stykke. Fx linjerne i Sondheim stykke, “Are we a pair, Me here at last on the ground, You in mid-air” og “Losing my timing this late in my career”. Og den passer helt til temaet: Måske vi skal lade være med at prøve så hådt på at være, den vi tror vi er, og i stedet lade andre tænke deres, når vi tager vores daglige tur i manegen. For der er nok at tænke over, og publikums blikke handler om meget mere, end din performance.
”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” emmer af en ro, men også af en længsel om at høre til. For hvorfor siger klovnen ikke bare ”f*ck dig” til cirkusdirektøren, da han kommer og beder klovnen om at ændre sig nummer. Direktøren vil have, at klovnen skal være sjovere for at få publikum til at klappe mere. Og kan klovnen ikke det, så bliver han fyret til den første. Og er man fyret, så får man ingen penge. Her fortæller Kim Fupz Aakson børnene, at penge skal der til. Men han viser også, at vi ikke behøver blindt at følge ”direktørens” ord, for hvad ved han om at være eller blive mere sjov? Sjov er ikke bare en knap, man kan skrue op eller ned for.
Klovnen ved ikke helt, hvad han skal gøre for at blive lidt sjovere, men det ved Le, den gamle, piberygende cirkusløve. Nok er Cirkus Fupz ikke nogen zoologisk have, men kender man sin børnelitteratur af lidt ældre dato, er det svært ikke at se ”Den Glade Løve” for sit indre blik.
Måske Kim Fupz Aakesons historie også har en eftersmag af ”stå fast” ideologien. Måske parolen om at sige nej-tak til alt for megen innovation og hul nytænkning kan spores mellem farverne og figurerne i Stian Holes streg. Måske. Men et er sikkert. Hvor meget behøver vi at grine mere? I 1970erne fortalte den amerikanske kulturkritiker Neil Postman (og senere, mange andre intellektuelle efter ham), at vi er på vej til at underholde os til døde. For mere vil have mere. Hvordan bliver den næste sæson af streamningserien ”More Fun for Friends” (ikke nogen rigtig serie, men prøv at tænke over titlen)?
Måske barnet som publikum til ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov” ikke helt ville kunne forstå den sondheimske tone, som ligger mellem siderne. Men den grafiske udgivelse er en fantastisk anledning til at tænke sig om, når barn og voksen sidder sammen. Hvor sjove behøver vi at være? Og hvordan er vi hver især klovne, på vores måde?
---
Kim Fupz Aakeson & Stian Hole: Klovnen der bare ikke var særlig sjov. 2020
Forlagt Gyldendal
Hardback
Sider: 48
DKR: 249,95
Comments
Post a Comment