ComixCraft 2025 på litteraturfestivalen OrdKraft - tak til alle for super oplæg og deltagelse

VRUUUMMMM ... KAPOW! Det er altid en fornøjelse at invitere til ComixCraft event på litteraturfestivalen OrdKraft. Altid og altid, nå ja. I år var det fjerde gang, at den tegnede litteratur slog fast med kulørte streger: Tegneserier er den niende kunstform. Og den er levende, under transformation og på alle måder åben for forskelligheder.

ComixCraft event bestod i år af fire oplæg, hvor to var gengangere (Àrni og Tem) og to var nye og velkomne bidrag (Henriette og Rikke/Cecilie).

Fra ComixCraft Magazine Vol. 4


Tem Frank Andersenlagde ud som forskeren i årets ComixCraft team. På baggrund af studier i teknologisk innovation og kulturel forandring præsenterede han tanker om, hvordan tegneserier og en verden i forandring så at sige taler sammen. Bliver tegneserier til noget for flere og ikke kun nichesegmenter og nørder? Kan ny tegneserieteknologi understøtte evnen til at læse og ikke mindst evnen til at ville læse? Er det muligt at tegneserier skaber verden, og ikke bare repræsenterer den? Og kan aktuelle tegneserier (danske som internationale) overhovedet både videreføre men også transformere mytologiske tanker og tankegods? Ja, det var nogle store spørgsmål, men bundlinjen var klar: Tegneserier kan (fortsat) noget som en kunstart og kulturform i egen ret. Men denne "egen ret" dækker over en fuldstændig bevidsthed om, at ingen kunstart eller kulturform kan stå fuldstændig alene. Der skal noget "cross media" til.

Fra venstre: Rikke Stibinsky (Forlaget Cobolt) og Cecilie "Q" Ravn (bla Wayfinder serien)


Rikke fra Forlaget Cobolt inviterede til dialog med tegneserieskaber Cecilie "Q" Ravn om temaet "queerness". Kernespørgsmålet lød: Kan tegneserier eller særlige tegneserier fungere som et redskab til at understøtte eller fremme en queer kultur, så den "konservative båndbredde" bliver lidt bredere? Cecilie "Q" fortalte oplagt om sit eget liv og hvad det at skabe queer tegneserier har hjulpet hende i livet. Cecilie "Q" ville meget gerne, at tegneserier kan være en dør ind til vores følelsesliv. Og de følelser er ikke bare omfavnelser og kærlighed, men også modstand og modgang. På spørgsmålet om, hvordan Cecilie "Q" skaber tegneserier om 20 år, lød svaret: Det er nok meget det samme!

Àrni Beck Gunnarsson fortæller om IT og tegneserier


Àrni Beck Gunnarsson fra tegneseriefestivalen Art-Bubble og interesseorganisationen Dansk Tegneserieråd lagde hårdt ud med en bredside til den teknologiske udvikling: No AI i en kreativ tegneseriekultur! Den position blev mødt med mange kritiske spørgsmål, og en undren over, hvorfor tegneserier ikke måtte demokratiseres via teknologi? Vi har influencere, der er blevet talspersoner, fordi teknologien gør det muligt. Vi har borgere med vanskeligheder, fysisk og mentale, som kan komme til orde både i offentligheden, men måske lige så meget at opleve at finde selvanerkendelse og et mål af ligeværd med andre bogere: Det kan godt være, at jeg har fået en blodprop i hjernen, men jeg kan stadig tegne med hjælp fra kunstig intelligens! Igen var Àrni stålfast: Okay, fair nok, men ikke på min vagt når vi taler om Art-Bubble! Àrni forklarede, at ved at lade AI træne på egne tegninger risikerer man at miste rettighederne. Eller at ens stil kommer til at blive brugt til at "ghiblificere" brugeres egne billeder. Uden at blive krediteres. Nej, AI er ikke bare blød kode. Det er en lægtehammer, der kan nedbryde nogle mure, men også ødelægge en del.

Henriette Westh fortæller om action og sin serie "Dortheas Overlevelser"


Henriette Westh gav med oplægget "Kodenavn BAZOOKA - At skabe action med striber" den sidste perle til årets ComixCraft kæde. Henriette fortalte om sin inspiration fra agentlitterature, og fra superhelte tegneserieskabere som Frank Miller og Klaus Janson. Action skal der til, men graden af action skal afstemmes med historien. Henriette fortalte ikke så meget om sin hovedkarakter Dorthea Bourgogne i serien "Dortheas Overlevelser". Det er en kvindelig actionhelt, der ikke lægger fingrene imellem, når modstandere skal løbes op, eller nedkæmpes. 

De skarpe tegneserieskabere bag serierne "Dortheas Overlevelser" og "Infection"


Som en ny ting ved ComixCraft havde vi aftalt, at der ville være bogsignering ved Folkeuniversitetets stand på OrdKraft. Her signerede både Henriette Westh og Infection-skaberen Casper Sand deres værker. Skal vi være ærlige, så var der ikke det store "run" på signeringen. Men heldigvis er tegneserieskabere et hårdført folkefærd, der nok skal finde ud af at bruge tiden til noget fornuftigt. Og sjovt.

ComixCraft vender tilbage i 2026, med flere oplæg, mere tegneserieforskning, mere bogsignering (også fra OrdKrafts officielle stand) og mere comix energi til Den Store Scene. Men allerede til efteråret 2025 vil du kunne finde forskningsformidling om tegneserier i Folkeuniversitetet Aalborgs program. Efterårets program bliver offentligt tilgængeligt online i juni måned. Indtil da, så tag et kig på ComixCraft Magazine Vol. 4, ja og de tidligere numre. Og hvis du er mere interesseret, så lyt til Folkeuniversitetets Podcasten Athene og de to udsendelser "Tegneseriekultur - både for børn og voksne" og "ComixCraft - et liv med tegneserier".

Og så skal der læses nye tegneserier .....










Links:

Art-Bubble - Danmarks hyggeligste tegneseriefestival

ComixCraft på Facebook 

Dansk Tegneserieråd på Nettet

Dortheas Overlevelser på Facebook 

Folkeuniversitetet Aalborg på Facebook 

Forlaget Cobolt

Læsehesten - en upåagtet kulturinstitution (kulturen.nu)

OrdKraft - Ord- og Litteraturfestival i Aalborg 

Comments