Roberto Rastapopoulos: Forbryderkongen der ikke kom med i Steven Spielbergs live-action Tintin film.
For læsere og kendereaf Tintin kan det undre, at skurken i Steven Spielbergs live-action film “Tintin: Enhjørningens Hemmelighed” (2011) blev den excentriske Ivan Ivanovich Sakharin. Nok er skurkegalleriet i Tintins univers ikke omfattende, så er Sakharin ikke nogen gennemgående figur på tværs af de 24 album. Det er derimod Roberto Rastapopoulos. Og Rastapopoulos er netop skurken i ikke-kanon albummet “Tintin og Hajsøen” (1973).
Vi møder første gang Rastapopoulos i “Tintin i Amerika” (1931). Tintin har lige sat et par forbrydere i fængsel og blive nu takket at bedsteborgerskabet i Amerika. Med ved bordet finder vi den dekorerede Roberto Rastapopoulos, der ser ud til at lytte Tintin (og den på det tidspunkt talene Terry). Der er ikke noget i dette album, der antyder, at her ser vi fødslen af en alletiders forbryder.
Rastapopoulos vender tilbage i “Faraos Cigarer” (1934). Han møder tintin ved et uheld. Den excentrisk egyptolog Sophocles Sarcophagus støder ind i Rastapopoulos, hvad han naturligvis ikke vil finde sig i. Men Tintin redder situationen. Men i striben er det tydeligt, at Rastapopoulos er mere end bare en fornærmet verdensborger.
Tintin bliver ved med at støde ind i den nærtagende Rastapopoulos. Næste møde er i den arabiske ørken, hvor Tintin ved et uheld kommer til at forstyrre en filmoptagelse af en scene, hvor to beduinklædte mænd ser ud til at gøre en kvinde ondt. Men det hele er en film, en illusion, og fra producerteltet træder Rastapopoulos. Han genkender Tintin og beværter ham. Men læseren er ikke i tvivl: Monokel fætteren har ikke rent mel i posen! Men selvom det ikke afsløres direkte, så har Tintin været i kløerne på en narkotikaring, hvor master minden måske er Rastapopoulos.
Denne mistanke bekræftes i “Den Blå Lotus” (1936). I dette album har Tintin fundet vej til det japansk besatte Kina. Han bliver forfulgt, beskudt og truet med halshugning. Men Tintin overlever ikke mindst med hjælp fra vennen Tchang.
Den cigarrygende monokel fætter er bad news! Og det bliver der sat masser af sorte streger under i “Koks i lasten” (1958). I dette album lærer vi meget mere om Rastapopoulos’ karakter. Han foregiver sig for at være marquis de Gorgonzola. En arrogant aristokrat, der på ingen måde er for fin til at gøre sine hænder beskidte.
I dette album ernærer han sig ved sort slavehandel, med antydninger af våbenhandel, og hans kynisme viser sit ansigt, da han giver ordren til at brænde et helt skib med muslimske pilgrimme i lasten ned. Retfærdighedens fyldest sker desværre. Rastapopoulos bliver godt nok offentligt kendt som en bandit, men han undslipper på en måde, som kun en haj kan gøre.
Der skal gå ti år, i mennesker, inden Tintin møder Rastapopoulos igen. Dette sker i “Flight nummer 714 til Sidney” (1968). Her ser vi en lidt anden side af den kyniske bandit. Det ser ud til, at han har forladt stoffer og slavehandel, for i stedet at kidnappe rigmanden Laszlo Carreidas.
Rastapopoulos får assistance af Doktor Krollspell, der vist hverken har taget den Hippokratiske ed eller nogen særlig lægefagli uddannelse. Han er manden med nålen og sandhedsserummet, der skal få Carreidas til at afsløre nøglerne til sin formue. Men det hele backfires, og plottet mod rigmanden falder fra hinanden. Ikke fordi der bliver blandet ufoer ind i historien. Men det hele er lidt spacy.
Det sidste vi ser til Rastapopoulos og hans slæng af småforbrydere og lejesoldater er på vej op i en ufo under kommando af journalisten og ufo-eksperten Mik Ezdanitoff. Måske Rastapopoulos og slænget er på vej til at få en straf fra højere sted? Måske der findes retfærdighed i Tintins verden?
Rastapopoulos vender dog tilbage i “Tintin og Hajsøen” (1973). Men da den ikke er en del af de officielle række af albums, vil jeg ikke sige så meget om det. Men “Tintin og Hajsøen” er speciel, fordi den startede som en Belvision filmlængde tegnefilm. Og i denne filmatisering af Tintin og venner/fjender valgte Belvision Rastapopoulos som hovedskurken.
I 1986 udkom det sidste Tintin album officielt. “Tintin og Alfa-kunsten” (1986). Albummet har kæmpet for at blive del af kanon, selvom Hergé ikke selv færdiggjorde værket. Men det sætter trumf på sagen om, hvem er den største skurk og antagonist i Tintins eventyr: Rastapopoulos. Måske Steven Spielberg og Co. vælger at tage ham med i hvad der forhåbentlig bliver den næste live-action Tintin film.
“Tintin og Alfa-kunsten” er meget voldsom, så voldsomt som det nu kan blive i et Tintin univers. Hele to gange lykkes det næsten Rastapopoulos at tage livet af Tintin. Men det sker ikke. Men det ser ud til, at Rastapopoulos’ i dette album udfører sine sidste skurkestreger.
Der skal nok findes nyfortolkninger af Roberto Rastapopoulos i fanfiktion historier på nettet, og tegninger på Pinterest. Men end ikke Haddock, Tintin og de to detektivtvillinger kan tage fejl.
Der findes flere kilder, der beskriver Hergés inspiration til figuren Rastapopoulos. Men det vil jeg lade op til dig at udforske. Og så undgår jeg også at bidrage til den fortsatte diskussion om Hergé’s tvivlsomme holdninger til, hvem der er gode og hvem der er onde i denne verden. Uden for de 24 tegneserier.
*Jeg ejer ikke rettighederne til tegningerne, men har citeret dem fra netsteder, der i dårlig kvalitet deler Hergé’s fantastiske album. Men de er meget bedre at have i hånden. Og Forlaget Cobolt genudgiver i 2022 netop “Tintin og Hajsøen” i forbindelse med albummets 50 års jubilæum.
Comments
Post a Comment