Halfdan Piskets grafiske udgivelser er rå og lige på. Og Piskets seneste – Døden – fra Forlaget Fahrenheit er ingen undtagelse. Døden er historien om barndomsvennerne Yusuf og Rafil. Yusuf arbejder i den lokale Kvickly blandet døde varer, der holdes kunstigt i live. Rafil ligger på hospitalet med en diagnose, der ikke lader alt håb ude, men alligevel ikke tegner godt. Alt imens vandrer Døden rundt blandt dem alle i en sort verden fuld af absurditet, kriminalitet, fortvivlelse og meningsløshed.
Det er hårde sager, og det ender, som det kun kan ende. Døden. Men i denne dystre historie, på de mørke grafiske sider, titter håbet frem ganske få, men ikke ubetydelige gange. Håbet om at Rafil kan blive rask. Håbet om at kunne finde en sjælefrænde på trods af utroskab og dybt sortsind. Eller håbet om at finde vej i skæret af en enkelt tændstik.
Piskets Døden er relativt nem at læse og forstå. Men den er noget sværere at erkende, måske især hvis man er et ungt menneske, som Yusuf og Rafil. Døden er uomgængelig. Den er ikke komisk som hos Monty Pythons ”Manden med Leen”. Døden er heller ikke menneskelig som i Martin Brests ”Meet Joe Black”. Døden er. Den er Yusuf fortid. Rafils nutid. Og selvfølgelig Yusufs fremtid.
Det står som et åbent spørgsmål om Piskets Døden handler om, hvordan unge mænd tænker om døden, forhold sig til eller reflekterer døden. Måske ville det hele have set anderledes ud, hvis perspektivet havde været kæresten Almas eller den kvindelige kollega fra Kvickly, som Yusuf er Alma utro med. Selvom Piskets Døden og Lars Kramhøfts Noget Frygteligt er altid lige ved at SKE (Fahrenheit, 2020) ikke helt kan sammenlignes, så er de dog fælles om at fortælle om dødsbevidstheden på en meget dyster, nærmest depressiv måde. Dette står i markant kontrast til Line Høj Høstrups lysere men ikke mindre intense grafiske roman Det rette element, hvor den yngre kvinde Ellen finder ud af, at hun har arvet en dødelig sygdom fra sin mor, og er ved at dø. Piskets Døden er på den måde en påmindelse om, at selvom vi alle deler vilkåret at skulle dø, så er vores erkendelse af det meget, meget forskellig.
Piskets grafiske stil er dragende, og den har nærmest sin egen stoflighed. Selvom personerne fysisk fremstår som todimensionelle på de sort/hvide sider, så har stilen nærmest en kødelighed. Det ses i sekvenserne, når Yusufs sind viser sit ”ansigt” i eller som Yusufs ansigt. Og selv i de lystige stunder, som til festen hos den kvindelige Kvickly-kollega, eller i soveværelset med hende, er ansigterne på Piskets personer plagede.
Piskets Døden er ikke nogen dør til en times underholdning med selvironi på sidelinjen. Og netop derfor står den ud i sit programmatiske insisteren på den sort/hvide tone og streg. Piskets Døden er forfærdelig, men en forfærdelighed af usædvanlig kvalitet. Den er svær at lægge fra sig, men alligevel er lysten til at gøre sig fri af den stor. Det er stærke sager. Måske for stærke til at inddrage i ungdomsuddannelsernes fag dansk og filosofi. På den anden side er der så mange tegn på, at samtidens unge netop føler så stærkt og er så stærkt nærværende i deres liv, at de tænker på en helt anden måde end generationerne før. På den måde skal Piskets Døden ikke forstås som noget, der udelukkende handler om den personlige erkendelse af dødens nærvær og uomgængelighed, men netop en erkendelse en hel ung generation deler. Måske.
Halfdan Pisket: Døden. 2020
Forlagt Fahrenheit
Hardback
Sider: 312
DKR: 298,00
Comments
Post a Comment