Tegnserier er som anden litteratur et vindue til det mytologiske. Til tider hvor mennesker, trolde, elvere og besjælede dyr levede i både sam med og i frygt for hinanden. Elverfolket er et sådant vindue. Udgivelserne om Ulverytterne og Solfolket er skrevet og tegnet af Wendy og Richard Pini, der i 1970erne opnåede en vis popularitet i datidens internationale tegnserieverden. Med genudgivelserne Ulverytterne og Solfolket og Den store rejse får både veteraner og nysgerrige i tegneseriekulturen mulighed for at møde elverparret Ilder og Leetah, deres børn, deres stammer og de eventyr, som de oplever sammen.
Det hele starter med en ildebrand. Menneskene er ved at ofre en elver, og høvding Ilder angriber. Men angrebet styrker kun menneskehøvdingens overbevisning om, at elvere af helvedesyngel. Og som hævn brænder menneskene skove omkring elvernes bosted af. Skovbranden fordriver høvding Ilder og Ulverytterne fra deres landsby. Flugten tvinger dem ind i troldenes domæne. Og herfra begynder Ulverytternes rejse mod Sorgs Ende, Solfolkets by, og et liv med andre elvere. Videre går det mod de blå bjerge, som gemmer på noget ondt, men som høvding Ilder og hans sjælepartner Leetah ved, at den sammenbragte stamme er nødt til at konfrontere.
I tegnseriekulturen er der delte meninger om Elverfolkets kvalitet og betydning. I 1991 beskrev Ole Knudsen, Kristoffer Mogensen og Jakob Stegelmann Elverfolket på denne måde: ”Eleverfolket er noget af det mindst eventyragtige (og måske mest uappetitlige), seriebranchen har frembragt, men den dyrkes med stor ivrighed af en hovedsagelig amerikansk fanskare.” (Gyldendals Tegneserie Leksikon: ARGH til ZAPP!) Noget mere nedtonet beskriver Anders Hjorth-Jørgensen Elfquest som en af tidens største succeser (Carlsens Store Tegneserieleksikon).
Elverfolket er kraftigt inspireret Tolkiens fortællinger om mennesker, hobbitter, orgre og elvere. Men hvor Tolkiens fortæller om den store krig, fortæller Pini parret om den nære krig. Om kampen om at holde sammen på familien, holde fast ved værdier selvom de er truede, og samtidig at være åben for en spiritualitet, der peger på noget større. Elverfolket er på samme måde som Tolkinens fortællinger et greb tilbage til det mytologisk, til det oprindelige, og hvordan det oprindelige hænger sammen med det samtidige.
For danske læsere må Elverfolket minde om Peter Madsens Valhalla-projekt, der udkom i samme periode. Selvom der ikke er guder i Elverfolket så er det overnaturlig et bærende element. Elverfolket er også befolket af en mangfoldighed af karakterer, så samme måde som Valhalla. Men i modsætning til Valhalla er der ikke megen humor eller ironi at spore. Elverfolket er på den måde seriøs fantasy.
Der er mange tendenser i vores tid, der taler for, at Elverfolket vil blive taget godt imod. Blockbuster kulturen har et klart blik på det mangfoldige tegneserieunivers. Fandom og fankultur udlever deres egne ”oprindelige fortællinger” ikke mindst i form af cosplay. På den anden side er Elverfolket oppe imod rigtigt mange ekspressive tegneserieudgivelser i tiden, hvor trolde hverken ser søde ud eller er er specielt venlige eller hjælpsomme. Elverfolket bærer på en slags sentimentalitet, der måske ikke appellerer til tegneserielæsere, der søger intensitet.
Dog, genudgivelser som Elverfolket bind 1 og 2 har den helt store "binge" fordel, at man som læser kan få det hele og nyde det samlet. Næsten da. For hvad er der gået tabt i genudgivelsen? Er oversættelsen den samme? Er der foretaget en revision, som har betydning for både karakterne og plottet. Oversætteren Paw Krogsbæk Mathiasen skal have stor tak for efterordet. Men for en tegneserieveteran savnes denne bevidsthed om, hvordan denne udgivelse er anderledes end originale. Og hvis den ikke er, hvorfor så ikke?
(Anmeldelse bragt i Nordjyske Stiftstidende 23.7.2020, Vol. 254, Issue 205)
Wendy & Richard Pini:
Elverfolket. Bind 1: Ulverytterne og solfolket. Forlaget Fahrenheit. Oversættelse og efterord v. Paw Krogsbæk Mathiasen. 216 sider, DKR 298
Elverfolket. Bind 2: Den store rejse. Forlaget Fahrenheit. Oversættelse og efterord v. Paw Krogsbæk Mathiasen. 224 sider, DKR 298
Comments
Post a Comment