Hasse er på vej til at blive 44 år. Han er midt i livet. Og han oplever at sidde fast. Sin karriere som forfatter ser mest at alt ud til at ende i en blindgyde, eller i hvert fald et sted, hvor forlorenhed, druk og lavt selvværd trives. Der her Hasse ikke lyst til at ende. Men hvor ender Hasse?
”Hasse får et liv” er en forunderlig lille grafisk roman. Historien er lige til, og der er tilpas med åbenhed i slutningen (selvom det faktisk ender med en lukket dør), til at det kan sætte gang i mange, gode refleksioner. Hvordan har du det med dit liv?
”Hasse får et liv” er befriende ikke-moraliserende. Hasse forsøger at finde sig selv, ved at tage ud i naturen. Og her forsøger han at opbygge sit eget, nye liv. Et simpelt liv. Måske ikke helt i pagt med naturen, men alligevel tilpas grønt til at det giver mening.
Hasse har som voksen ikke mange venner. Der er bodegakammeraten Klaus, der demonstrerer sin meget tilbagelænede livsholdning ved at bringe en festivalstol med ud i Hasses ”paradis”. En-to-tre, svært må det ikke være. Det skal være lige til, ”convenient”. Så er der veninden Cecilie, der læser til læge, og som har et eller andet med døde dyr. Hasse synes, at det er noget mærkeligt at samle på døde dyr, men hvordan kan man være moralsk smagsdommer, når ens eget liv sidder fast. Og så er der ham her fyren fra New Zealand, som taler rigtigt meget, og som mener vel, men som også er for meget. Hasse bliver ikke sådan rigtig ven med fyren fra Down Under, men den storfortællende globetrotter får alligevel Hasse til at tænke. Og til at skrive.
Hvad er det så for et liv, Hasse får? Det er ikke ensomt, for der er stadig venner. Det er ikke et liv, der følger parolen ”back to basics”. For Hasse var turen i det grønne blot en station på vejen. Hasse finder ud af, at det, han har skabt, sagtens kan blive bygget videre på af andre, der har hænderne skruet på på den rigtige måde. Hasse møder Hassan og Hassans datter, som har fundet Hasses lille landsted. Men som Hasse siger: Jeg er en middelmådig landligger! Der er selvfølgelig en pointe i, at Hasse møder Hassan. For den fremmede er bare mig sig, en spejling. Og der er noget stort i den korte sekvens, hvor Hasse overlader Hassan sig ”landsted”. Bare fordi Hasse har startet på byggeriet er det jo ikke ensbetydende med, at andre udenfor ”danefækredsen” ikke kan bygge videre.
”Hasse får et liv” er en opbyggelig og på ingen måde en masochistisk beretning om at være midt i livet, og om at møde muren for meningsløshed. På udenlandsk hedder det, ”get a life”, få dig et liv, hvis andre oplever, at du gør noget skørt. Men Palle Sigsgaards historie fører os ikke ud i eksistentielle eksperimenter med store udenlandsrejser, med stoffer, eller med kønsidentiteten. På den måde er ”Hasse får et liv” en opbyggelig på en da-dum-da-dum måde. Det er måske mest af alt Jens-Andreas Elkjærs bløde og dejligt naive streg, der bidrager med til da-dum tonen. Men både historie og streg klæder hinanden.
Og så er der selvfølgelig det med pengeskabet. Hvad pokker skal Hasses overbo med et pengeskab? Det bliver fragtet ind i opgaven først i historien, og det falder gennem gulvet sidst i historien. Derimellem hører vi intet til overboen, hvad han og vennerne har gang i, og om de forsøger at låse deres liv inde, for ikke at miste det. Men ned gennem gulvet, ryger pengeskabet. Og Hasse ryger på hospitalet. Måske skal der noget vægtigt til, for at kick-starte skrivelysten. Et pengeskab, en påmindelse om, at penge skal der til? Eller lige det modsatte.
Flere gange under læsningen af ”Hasse får et liv” kom der en tanke snigende: Ham der Hasse, minder han ikke om Tintin? Godt nok viser Hasse sig ikke at være nogen globetrotter, men han læser da om Thor Heyerdahls bedrifter, og han er da også fingernem nok til at kunne løse problemer i naturen. Men nu er det ikke vigtigt om Hasse måske på nogle punkter minder om Tintinfiguren. Tintin havde på et tidspunkt gyldent, eller nærmest orange hår. Hasse farver sit hår rødt, for noget radikalt skal der til. Det vigtig er, hvordan mænd – hvis man tillader betegnelsen – reagerer på tiden midt i livet. Det fandt Tintin aldrig ud af. Men at se Hasse med rygsækken klar til at møde naturen ekkoer, skaber nogle tanker. Tintin blev aldrig sådan rigtigt voksen, sådan midt i livet. Sådan er det med rigtigt mange karakterer i det tegnede univers. Men Hasse er faktisk et rigtigt godt bud på, hvordan modning kan ske midt i livet. Uden det helt store spektakel, men alligevel betydningsfuldt.
---
Palle Sigsgaard & Jens-Andreas D. Elkjær: Hasse får et liv.
Forlaget Basilisk, 2020
Softback
Sider: 71
DKR: 200,00
Comments
Post a Comment