Asterix og Obelix trækker for 41. gang i arbejdstøjet for at hjælpe en nødstedt kammerat. Det drejer sig om lusitaneren Minustres, der er blevet fængslet af Cæsar for anklage om at ville have forgiftet Cæsar. Asterix og Obelix tager med Simonix’ galaj til den lille havneby Durecteuno, hvor Minustres bor med sin henrivende datter, Oxala. Asterix og Obelix bliver informeret om forholdene i sagen, og Asterix foreslår klogeligt, at det ikke vil virke at bryde ind i fængslet og befri Minustres. Minustres må gøres fri af forgiftningsanklagen.
Det er planen og plottet i Asterix i Lusitanien|.Og selvfølgelig lykkes det for de to gallere at befri og rense Minustres, og samtidig få afsløret den virkelige giftblander og kejserkonspirator. Bagmanden er den korporlige guvernør Provenus, der vil være cæsar i stedet for Cæsar. Guvernøren får hjælp af lusitaneren Ledefies, der er drevet af grådighed. Men det lykkes ikke.
Asterix og Obelix går undercover som to indfødte lusitanere, og forsøger - uden stort held - at tillægge sig både den lusitaniiske dialekt og tristesse. Obelix er ikke vild med at skulle iføre sig forklædningen om indfødt, for det betyder at han skal have løsnet sine ikoniske fletninger. Men hvad gør en forelsket bautastenhugger og forhandler ikke, når han er forelsket. For selvfølige kan Obelix ikke stå for den sorthårede Oxala.
Asterix i Lusitanien er skabt af de franske tegneserieskabere Fabcaro (Fabrice Caro, 1973) og Didier Conrad (1959). Dette par skabte sammen Asterix album #40 “Den Hvide Iris” (2023), men Didier Conrad har været hoftegner siden album #35.
Tonen og stregen er ganske i René Goscinny og Albert Uderzo ånd. Men selvom der er humor i albummet, fx de navne som figurerne har, og når Obelix for sine emotionelle udbrud uden filter, så er det som om, at historien er slut før den er begyndt. Der sluttes altid med et gilde i gallerbyen, og Trubadurix må se sig svinebundet til et træ, for ikke at ødelægge den gode feststemning. Selvfølgelig skal en tegneserie netop være en serie med de genkendelige troper. Men der mangler en nerve.
Det er bagsiden ved at professionelt og kommercielt at videreføre en franchise. Hergé fik lukket sine eventyr med Tintin. Arven efter Tintin løftes af fans og mere eller mindre ukendte tegnere, der online løbende deler indie strips. Samme problem gør sig gældende med Lucky Luke, der dog har suppleret den ubrudte albumrække med ekstraordinære historier om Lukes bedrifter. Splint og Co følger samme model med udgivelser af ekstraordinære fortællinger med den røde piccolo og den storrygende ven Kvik.
Forlaget Cobolt har udgivet nogle originale grafiske historier med Asterix, hvor formatet ikke er tegneseriesider, men grafik og masser af tekst. Disse udgivelser peger også på en lidt glemt genre: Lyddramaet. Men om disse “ekstraordinære” udgivelser af “glemte” galler historier fra Goscinny og Uderzos arkiv kan få hovedserien til at stråle, er ikke sikkert.
Comments
Post a Comment