Når engle mødes i en kold tid

Tomas Lagermand Lundme og Fred Tornager: Min nat med dig (2020)
Anmeldelse: XXXXXX


Mads er trækkerdreng i 1980ernes København. Det er et ensomt liv. Et koldt liv. Og Mads fryser hele tiden. Mads møder den unge mand Janus på Burger King. Janus drikker en sodavand og slapper af. Men han har sat sig på det sted og den plads, hvor Mads plejer at sidde. Mads er aggressiv for det er hans territorium. Det er her han finder rum til at klare tilværelsens kulde. Men Janus er dejligt afvæbnende rolig. Og Mads falder ned.



Manden møder trækkerdrengen Mads

(Lundme & Tornager, 2020, p. 8)


Min nat med dig er en varm historie om et koldt emne. Selvom historien sker inden for Mads’ liv som trækkerdreng, så handler historien om venskab på trods. Der er ingen grund til at drage sammenligninger til Morten Arnfreds film Mig og Charlie (Steen Herdel Filmproduktion ApS, 1978), men det ender godt.



Den kolde omfavnelse i Mads' liv

(Lundme & Tornager, 2020, p. 9)


Der er noget udramatisk ved Tomas Lagermand Lundmes historie og noget forførende ved Frederikke Tornagers streg og stil. Det er en stil som minder om den, Comixfolket kan finde i Morten Dürr og Lars Hornemans Ivalu grafiske romaner Ivalu (Cobolt, 2019) og Zenobia (Cobolt, 2016). Det er en stil, der gør det muligt blive konfronteret med noget, der ikke er let at tale om, samtidig med at stilen drager.



Mads møder Janus og et bånd skabes

(Lundme & Tornager, 2020, p. 18)


Min nat med dig er noget særligt. Det er en lille udgivelse, der tumler med store ting. Store følelser, meningsløshed, venskab og måske også kærlighed. Mellem unge mænd.


Ud over Mads og Janus er der kun den navnløse mandlige kunde, som betaler Mads for at være ”hans dreng”. Selvom denne navnløse trækkerkunde er brutal, og kold, så bliver han ikke fremstillet som noget monster. Han køber sig til sex med Mads. Han slår Mads. Og han anerkender ikke Mads som menneske, men som et barn, han kan kontrollere. Men i sekvensen, hvor Mads gør sig fri af kunden, ser kunden sig i speljet, og Mads’ ord ekkoer i mandens spejlbilleder: Han kan snart ikke genkende sig selv længere! Selvom kunden er brutal, så er hans karakter ambivalent. Og måske det kan betyde, at der er mere til det at købe sig til sex på trækkermarkedet, end bare kynisme og udnyttelse. Måske.



Mads får et varmt bad og varm the hos Janus, og de bliver mere end venner

(Lundme & Tornager, 2020, p. 39)


Selvom Min nat med dig  sikkert ikke passer ind på tegneseriesamlernes hylder med de mange meter af albums, så er Min nat med dig  en udgivelse, som burde finde sig vej til teenagere. Eller til mennesker, der føler sig presset ud i noget, de ikke har lyst til, men heller ikke kan finde en vej ud af. Det er et spørgsmål om identitet. Og i vores refleksive samtid, er identitet ikke noget der bare er givet. For alle ”senmoderne” mennesker er indhyldet af en kulde og vandrer efter en mening.


Den er smuk. Den giver mening. Men den er måske også budskabet om håb sendt som en grafisk flaskepost.



Anmeldelse af Tomas Lagermand Lundme og Fred Tornager: Min nat med dig. Forlaget Fahrenheit. 64 sider, DKR 198,00

Comments